Plantehold uge 1 - vi sår og planter

Hej med jer


Torsdag d. 3. juni såede vi og plantede vi vores højbede til, derudover har vi sået i engangs urtepotter, poser, glas og spande. Alle frøene har vi sået efter princippet, at frøene kun skal så langt ned i jorden, hvad der svarer til 3 gange frøenes størrelse.


I vores højbede har vi sået:
Stribede rødbeder
Basilikum
Persille
Persillerod
Squash

Alle frø i højbedene har vi sået i fugtigt jord, så frøene har fugt nedefra og ikke skal vandes ovenfra, så frøene i ikke spreder sig efter såning. Vi har sået frøene med god afstand imellem de forskellige sorter og rækkerne, da dette gør det nemmere både for planterne, men også når der skal luges.




I spande har vi sået:
Valmue
Mælkebøtter

Vi har sået disse i spande, da de spreder sig hurtigt og vi ikke ønsker at få disse i vores højbede. Valmuerne har vi lagt oven på jorden, vi har lagt hele blomsterknoppen i spanden, for at se om der sker en spiring, når kernerne er inde i knoppen og stadig er friske, da den ikke er klar til at smide frø endnu, da der stadig er blomstring på den. Derudover har vi også prøvet af drysse nogle friske frø ud i spanden. Vi er spændte på processen, da den normale spredning af frø først sker efter blomstringen og frøene har haft tid til at tørre.

                                

I urtepotter har vi sået og plantet:
Mango
Kiwi
Tomat
Kastanje
Ahorn
Rosetspringklap
Peberfrugt


Vi har sået disse i urtepotterne, da de skal forspire.
Mango kernen har vi taget ud af stenen, for at gøre det nemmere i spiringsprocessen og for at den ikke rådner i stenen. Vi har dækket potten til med en pose, da den skal have fugtig jord hele tiden. Mangoen står i skygge, da den ikke kan tåle sollys.
Ved kiwien har vi taget kernerne væk fra kødet, så de ikke rådner. Potten har vi overdækket med en pose, for at holde jorden fugtig.
Tomat har vi brugt på tre måder. Den første er hvor vi har taget kernerne ud af en, hvor vi har lagt jord oven på. Den anden er er en skive fra en stor tomat, der ligger oven på jorden. Den sidste er en cherrytomat, der ligger ligesom forsøg nummer to.
Ved kastanjen har vi også afprøvet tre forskellige forsøg. Den første har fået en rids i skallen og ligger oven på jorden. Nummer to har vi ikke gjort noget ved, den ligger også oven på jorden. Den sidste har vi lagt ned i jorden.
Ahornene har vi sat tre stk. ned i jorden, da der kun var en af dem der var hårde. Det at den er hård betyder at der er liv i den.
Rosenspringklap, har vi taget frøene af og drysset i jorden, hvorefter vi har puttet lidt jord over.
Ved peberfrugten har vi taget kernerne fra kødet og lagt i jorden, derefter har vi lagt jord over kernerne.
I vindueskarmen hvor der er sol hele formiddagen, har vi stillet peberfrugt, kastanjer, tomaterne, ahorn, kiwi og avocadoerne. Da de i spiringsprocessen har brug for meget sol og varme.      




I poser med vat har vi:
Ærte, både friske og tørre

Vi har prøvet denne proces for at se om vi kan få frøene til at spire uden brug af jord. Vi har prøvet at sætte en frisk og tør i fuld skygge og en af hver i fuld sol. Dette har vi gjort for at se hvor stor betydning sol og varme har for spiringsprocessen. Vi sørger hele tiden for at vattet er vådt, så frøene hele tiden har fugt ved sig. Dog sørger vi for at der ikke ligger en vandpøl i bunden af posen, da for meget vand/frugt kan få frøet til at rådne.

             

I glas med vand:
Avocado

Avocadoerne er i glas, da de først skal spire inden de kan tåle at komme i jorden. Derudover har vi lavet en rids i hver af avocadoerne, så kernen kan trække vand. Dette er også gjort, for at korte spiringsprocessen, da det er nemmere for kernen at optage væske.




Inden vi gik i gang med at så og plante var vores planer også at forsøge os med bl.a. kirsebærsten, ferskensten og blommesten, men processen er meget langvarig, og ville ikke kunne nås i vores forløb omkring plantehold.


De bedste hilsner
MANN4












Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Opsamling på planteholdsopgaven

Spiring af frø